Call us now:
Abdul i Go’ morgen Danmark
Om Abdul Hasan
Abdul kom til Danmark som 17-årig. En kold januar måned stiger han ud af flyveren i Tirstrup lufthavn sammen med sin far og sine to søstre. Abdul’s mor venter på dem i Danmark og mødet er et tårevældet møde mellem en mor og hendes 3 børn og mand. En familie der ikke har set hinanden i over 1 år.
En ung mand i et nyt land, med nyt sprog, kultur og levevis. Hans verden blev revet op ved rødderne, da Syrien gik ind i en blodig borgerkrig. En borgerkrig som Abdul selv mærkede med rædselsfulde oplevelser fra sin barndom, skoletid og ungdom. Forfærdelige oplevelser og billeder som har indprentet sig dybt i hans hukommelse.
Men ikke lang tid efter at Abdul satte sine fødder på den jyske muld startede hans danske eventyr.


Abdul viste sig hurtigt at være af en hel speciel støbning. Et menneske som kunne rejse sig fra traumatiserende oplevelser, til at kaste sig ud i det store tagselvbord af muligheder som Danmark bød på.
Inden længe var Abdul både medstifter på en YouTube kanal om integration af flygtninge, han startede på sprogskole og ingeniøruddannelse, han kastede sin kærlighed over lystfiskeri og brugte den ikke kun på at bearbejde sine egne traumer, men også til at hjælpe andre flygtninge (arabiske og ukrainske) med at komme igennem deres traumatiske oplevelser. Abdul fandt hurtigt glæden i at tjene sine egne penge, og fandt bl.a. ud af at sætte gamle cykler, havetraktorer og motorbåde i stand, for så at sælge dem videre. Han startede selvstændig virksomhed og har både arbejdet for private med alt fra havearbejde og rengøring til at arbejde for kommunen han bor i – alt imens han studerede, for blot at nævne nogle få ting.
Abdul er godt på vej til at blive ingeniør, og har i mellemtiden haft en helt særlig næse for at opsnuse muligheder. Hør ham fortælle om hvad de mange initiativer, som han har igangsat, har ført med sig!
Abdul’s fortælling er en følelsesmæssig tour de force igennem den hårde barndom i Syrien med borgerkrig, til tiden i Danmark hvor vingerne skulle foldes ud, hvor mulighederne skulle gribes – og hvor Abdul skulle genfinde og opfinde sig selv. En ung mand der har forstået at vende en krigstragedie til en lyst dansk eventyr.
Abdul har, med sin medrivende fortælling, publikum i sin hule hånd fra start til slut. Fortællingen rummer både hjerteskærende oplevelser, men også latter over de sjove misforståelser som en ung entreprenant flygtning kommer ud for i et nyt land. Men vigtigst af alt er der refleksion, livsgejst og livslyst fra den unge mand, som vi alle kan lære en masse af.

Artikler

Artikel fra Aarhus universitet
